lørdag den 30. august 2008

FROSH - rusdage på McGill



Sammen med et par andre udvekslingsstuderende tilmeldte jeg mig FROSH-Engineering. Dette bizarre navn dækker over 3 introdage med sjov om dagen og fest om aftenen. Man hedder således en "froshie", hvilket svarer til det danske "russer".
.
Denne sommer er den femte studiestart for mig. Jeg startede på DTU i 2004, var rusvejleder i 2005 og 2006. I 2007 var jeg introguide for internationale studerende på DTU og nu, i 2008 fejrer jeg så igen studiestart - men nu som rus/frosh (førsteårsstuderende). Det var lidt mærkeligt at være på den anden side. Jeg plejer jo at være den der er med til at arrangere - og nu var jeg kun deltager. Og tilmed en ret så ældre deltager - da de fleste førsteårsstuderende her er ca. 18-19 år. Stenet. Men fair nok. Og ret så sjovt! Som froshie fik alle os ingeniørstuderende en gul t-shirt og en orange sikkerhedshjelm. Hø hø. Jeg har lært en masse sange, der hylder ingeniørerne.
.
McGill er et stort universitet og har mange andre fakulteter end ingeniørfakultetet. Et kampråb vi derfor hurtigt fik tillært os var
.
"Engineering - rules"
"Management - sucks"
"Arts - sucks"
"Engineering - rules"
.
Meget, meget simpelt, og derfor meget nemt at lære. Og at råbe. Og det virker ret overvældende når der står 500 og råber det. Godt for det interne sammenhold. Der var vist også nogle nedgørende kampråb om de andre universiteter her i Montréal, men jeg husker (heldigvis) ikke dem alle. Et andet kampråb, der virkelig blev brugt meget, var at råbe "Un-employed!" efter studerende fra Arts (humaniora). Dertil svarede de så med mod-råbet: "Virgins!". Tilsyneladende har ingeniørfaget også et nørdet og usexet image herovre. Tilbage råber ingeniørerne så igen "Un-employed" eller "You're all gonna work for us!"
Måske lyder alt dette lidt primitivt - men det er vældig sjovt, når man er i det, og meget styrkende for gruppesammenholdene. He he.
.
Nå, nu vil jeg tage til Wal-mart for første gang i mit liv for at købe mig dyne, lagen og pude til billig penge sammen med et par andre udvekslingsstuderende. Hvis ikke heldet er med os har vi altid Ikea at falde tilbage på :-D

Ingen kommentarer: