mandag den 11. august 2008

Bienvenue á Montréal

[Velkommen til Montréal]

Jeg vågnede op i morges med en mærkelig fornemmelse af at være helt alene i en totalt fremmed by, hvor det var gråt og vådt. Og det er faktisk en ret uvant og en smule ubehagelig fornemmelse. Men 15 timer efter sidder jeg nu atter i min seng og føler, at jeg allerede kender mange, mange forskellige mennesker, og at jeg snildt kan finde rundt i Montréal - eller i hvert fald sådan da i det område, hvor jeg bor. Det havde jeg godt nok ikke lige forudset i morges (!) - mais, c'est bon! Og fantastisk vejr hele eftermiddagen har sikkert også gjort sit.

Min tur herhen gik over alt forventning. Eller... den gik nok præcis som den skulle, for jeg må indrømme, at jeg nok var lidt nervøs for den lange rejse, da jeg sad i bilen på vej til Kastrup lufthavn... Men søde medpassagere i flyene Cph-Heathrow og Heathrow-Montréal gjorde virkelig forskellen. Tiden fløj afsted på både den korte og den lange tur - og jeg nåede slet ikke at lave nogen som helst af de franske grammatik-øvelser, som jeg så optimistisk havde tænkt, at jeg kunne nå at lave, før jeg skulle testes første dag i sprogskolen.

Udover en smule spænding på immigrationskontoret (der heldigvis ikke udviklede sig til mere) ankom jeg til min værtsfamilie omkring kl. 20 Montréal tid. Det svarer til kl. 2 om natten i Danmark. Så efter en kort rundvisning og lidt hilsen på de andre studerende, som også bor her, skyndte jeg mig i seng.

Og i dag har så stået på sprogskole (og trods min dovenskab med grammatikøvelserne er jeg alligevel endt på niveau avancée, hvilket er det højeste - i hvert fald på min bette skole), kaffe betalt af italienske Maria (da jeg ikke havde nogen mønter), sightseeing med blandt andre spanske Juan Casanova (som i øvrigt er en meget uskyldig ung, små-ranglet fin fyr), lækker is (som her hedder creme glace i stedet for blot glace), lusken omkring på et teknik-kunstmuseum, udforskning af chinatown, supermarkedsbesøg, snak med "værtsfar" om bl.a. afstemningen om Québecs løsrivelser fra Canada i 80'erne (? som endte med et nej med 1% overtal) - for blot at give et udpluk :-)

1 kommentar:

Anonym sagde ...

VOILA!!mais cést manifique! Tu est trés brilliante! je pars en vacances á jylland avec Christian aujourd´hui, pour 5 jour...

håber du falder hurtigt til og at familien er fine. Lyder fedt med andre unge også.

kram