Julie i Montréal: januar 2009

Så er det slut. Om under et døgn er jeg halvejs over Atlanten og mit canadiske eventyr nået til vejs ende. De sidste tre uger har været ret mærkelige. Først en lille uge i Montreal, hvor størstedelen af mine venner rejste hjem. Så 8-9 herlige dages juleferie i New York - stadig en helt fantastisk by! - Og så tilbage til Montreal og holde Nytår. Og pakke. Pakke 5 måneder ned i to kufferter og en håndbagage.
.
Egentlig havde jeg tænkt at min sidste uge skulle være spækket med den sidste sightseeing i Montreal - og måske også en lille tur til Quebec City - en charmerende fransk by 3 timer herfra. Men måske er jeg ved at blive mæt af indtryk. Jeg (og Ida) har faktisk ikke rigtig lavet så meget. Udover at bage noget meget mærkelig kransekage og efterfølgende skrive og sende et klagebrev til Odense Marcipan. Og så shoppet lidt rundt. Og sovet. Og set film. Og set de af mine venner, der stadig er tilbage i Montreal. Sjældent har jeg sovet så meget. Det har været helt perfekt. Og nu glæder jeg mig til at komme hjem. Hjem til Danmark og alle de herlige mennesker, der bor der. Hjem til familien, vennerne, til Studentergaarden, studiejobbet, og til ryddede og saltede fortove, til skadestuer, hvor man kommer til efter 2-4 timer i stedet for 9, og et universitet, hvor man må bruge en ordentlig lommeregner til eksamen i stedet for at skulle invertere matricer i hånden. Jovist - Danmark er et fantastisk land!
.
Jeg er glad for at skulle hjem. Og jeg tror egentlig, at et halvt år har været meget passende for mig. Bevidst eller ubevidst er jeg nok typen, der gerne hele tiden vil føle, at jeg udvikler mig. At der sker noget. Nu har jeg været her. Mødt en masse fantastiske venner og skabt mig en hverdag her i Montreal. Og skulle jeg fortsætte 5 måneder endnu, ville jeg jo bare fortsætte. Der ville ikke ske så meget nyt. Eller, jo. Det ville der jo nok. Men jeg ville nok ikke lære så meget mere i løbet af de fem måneder i forhold til, hvor meget jeg har lært nu. Hvis jeg fik valget at blive endnu et semester, ville jeg pænt takke nej. For det har været fint. Men jeg glæder mig til at komme hjem og 'komme videre med mit liv' - med posen fuld af oplevelser.
.
Så, jeg er glad for at skulle hjem. Men ked af at skulle tage afsked med alle de fine mennesker, jeg har mødt herovre. Det er lidt mærkeligt at have haft en hverdag med venner, som man så pludselig skal rejse fra, og nok aldrig kommer til at få en hverdag med igen. Tilgengæld har jeg så fået mig en lille håndfuld gode venner rundt omkring i verden. Og dem glæder jeg mig til at besøge c¨,)